Jeg vil gerne skrive med dig, der har mistet en tæt på dig. 

Min mor blev syg med brystkræft, lige da jeg var startet i gymnasiet. Jeg husker tydeligt den store frygt for at miste hende, og håbet om, at hun ville blive rask. Årene, der fulgte, var meget svære. Hun blev gradvist mere syg, og til sidst var hun slet ikke sig selv længere. Da jeg var 21 år, døde hun, men på mange måder havde jeg mistet hende længe før.

I de år oplevede jeg ofte, at mine veninder levede et ubekymret ungdomsliv, mens jeg følte mig meget alene med sorgen og angsten.

Jeg er frivillig i Aldrig Alene, fordi jeg gerne vil være der for børn og unge, som har mistet. Jeg ved, hvor hårdt og ensomt det kan føles, men jeg ved også, at det hjælper at møde nogen, der forstår og bare lytter, og som kan give et lille glimt af håb.